ComputerWorld, den
27. august 1999
Internet
sparer Gallup for at udsende cd-rom’er Reklamebureauer
og medier kan selv udvælge statistikdata i en Windows-applikation, som Gallup
stiller til rådighed. Programmet kører over Internet, så vedligeholdelsen sker
centralt. En såkaldt ASP-løsning (Application Service Provider). Af Torben B.
Sørensen Hvor mange
penge brugte MD Foods på tv-reklamer og avisannoncer i sidste måned? Den type
spørgsmål kan Gallup svare på. Og nu kan kunderne også selv klikke sig frem
til svaret. Analysebureauet har nemlig lagt Gallup Adfacts ud på Internet. Gallup har
valgt at basere løsningen på en kombination af Microsofts Windows Terminal
Server og Citrix MetaFrame. Det betyder, at kunden kun skal have installeret
et lille, gratis klient-program. Selve applikationen afvikles på en server
hos Gallup, kun ændringer i skærmbillederne sendes ud til klienten. Derfor
kan programmet også bruges med et 28,8-modem. – Som
alternativ kunne vi have valgt at sende et analyseprogram ud til kunderne og
så sende dem månedlige opdateringer via cd-rom eller e-post. Men denne
løsning er meget enklere at vedligeholde, siger edb-chef Joakim Dalby, Gallup
A/S. Folkene fra
Gallup indtaster hver uge, hvilke annoncer der optræder i aviser, tv, radio,
plakater og andre medier. Disse data gemmes i en SQL Server 7.0-database.
Edb-afdelingen har udarbejdet en Access-applikation, der søger i data og
foretager analyser af dem. Det er denne applikation, som kunderne får adgang
til. Hastighed på
Internet er OK Adgangen sker
over Internet. Oprindelig havde Joakim Dalby regnet med, at kunderne skulle
ringe ind til en server hos Gallup for at få adgang. – Men
kunderne brød sig ikke om at skulle oprette modemlinier, de havde i forvejen
etableret en Internet-adgang, som de ville udnytte. Da jeg så teknologien
demonstreret over Internet, blev jeg klar over, at der ikke var problemer med
hastigheden, så i stedet udvidede vi vores Internet-forbindelse til 2 Mbit/s,
siger han. Ideen bag
Citrix MetaFrame er, at applikationen afvikles på en central server. Kun
ændringer i skærmbilleder samt musebevægelser og tastetryk sendes ind til
serveren fra det særlige klientprogram hos brugeren. Flere programmer bygger
på samme ide: WinFrame, der også kommer fra Citrix, og Windows Terminal Server
(WTS) fra Microsoft. MetaFrame fungerer som en udvidelse til WTS, der skal
være installeret som styresystem på serveren. – Der
var flere årsager til, at vi valgte den dyreste løsning, som MetaFrame jo er.
Dels gjorde det, at vi fik den brugergrænseflade, som kendes fra Windows 95,
med WinFrame var vi begrænset til Windows NT 3.51-grænsefladen; dels har
MetaFrame nogle faciliteter, der ikke er i WTS, siger Joakim Dalby. Disse
faciliteter er blandt andet muligheden for at køre et program via MetaFrame i
et enkelt vindue, der opfører sig som ethvert andet vindue i Windows. Gallup
ønskede ikke at overføre hele skrivebordet fra serveren til brugernes
arbejdsplads, brugerne skulle kun se analyseprogrammets vindue. Det kunne kun
lade sig gøre med MetaFrame. Hjælper med
fjernstyring En anden
facilitet er muligheden for, at administrator kan følge en session og
overtage styringen af den. – Det
bruger vi meget til at hjælpe brugerne, når de har problemer. De ringer
herind, vi går ind på deres session og kan ofte se, hvad problemet skyldes –
for eksempel har de måske glemt at sætte kryds i et bestemt felt, forklarer
Joakim Dalby. Endvidere
anvender MetaFrame Citrix’ egenudviklede ICA-protokol (Independent Computing
Architecture), mens Windows Terminal Server bruger Microsofts Remote Desktop
Protocol (RDP). Joakim Dalby mener, at ICA er hurtigere end RDP, og desuden
fås der ICA-klienter til andre styresystemer end Windows. Så hvis en kunde
senere skulle ønske at få adgang fra OS/2 eller Apple Macintosh, skulle det kunne
lade sig gøre. Udskrift gav problemer Applikationen
gav stort set ingen problemer, da den blev sat i drift. Derimod har udskrift
i nogle tilfælde voldt problemer. Det skyldes, at MetaFrame-serveren skal
vide, hvilken printer brugeren har installeret. Men printerne har forskellige
navne i Windows 95/98 og Windows Terminal Server. For eksempel kalder Windows
98 en printer for ”HP LaserJet 4/4M”, mens den i WTS kun hedder ”HP LaserJet
4”. Denne ubetydelige forskel gør, at MetaFrame ikke genkender printeren og
derfor ikke kan udskrive til den. – Vi
har løst det ved at lave en liste over oversættelser mellem printernavnene.
Men det virker kun for de printere, som vi har opdaget, der er problemer med,
siger Joakim Dalby. Et andet
udskriftproblem gik ud på, at det var næsten umuligt at få programmerne til
at udskrive på A4-papir, de omstillede automatisk til US Letter-format. Det
blev dog løst med en fejlrettelse til MetaFrame. Men trods
disse småproblemer er Joakim Dalby meget godt tilfreds med løsningen. Det passer
ham godt, at han kunne udvikle systemet i Access med en standard
Windows-brugergrænseflade og så give brugerne adgang til den, uden at der
skulle ændres noget for at tilpasse applikationen til Internet. – Det
er enklere, end hvis vi skulle lave en web-grænseflade til systemet. Samtidig
kræver MetaFrame meget lille båndbredde, jeg har prøvet at gå ind på systemet
fra Thailand over et 28,8-modem, og det virkede, siger han. Stiller krav
til serveren Til gengæld
kræver det kræfter i serveren. SQL Server-databasen kører på en Windows
NT-server, mens MetaFrame kører på sin egen server med WTS som styresystem.
Den er udstyret med 64 MB RAM til styresystemet samt 16 MB RAM til hver af de
15 samtidige brugere, Gallup har købt licens til. Netop
licenserne udgør et område, hvor Joakim Dalby ikke er begejstret. Der skal
være licenser til WTS og MetaFrame. Sidstnævnte licens indeholder også licens
til 15 samtidige brugere. Men derudover skal der også være licenser til de
brugere, der er registreret på systemet. Den udgift har Gallup valgt at lægge
ud til kunderne, der selv skal sørge for at købe de licenser, Microsoft
kræver. Det drejer sig om to licenser pr. bruger: En Terminal Server Client
Access License og en Windows NT Server Client Access License. |